TILBUD OM MEDLEMSKAB

AGC Erhvervsforum på spændende rundvisning !

08 april 2016

Torsdag den 7. april havde AGC’s Erhvervsforum placeret sit tredje arrangement for medlemmerne i Aarhus midtby. 30 personer deltog denne aften, hvilket vi fra Sponsor- og E-Forumudvalget er meget tilfredse med.

Vi indledte med en spændende rundvisning på byens nye og helt fantastiske mødested, Dokk1. Søren Østergaard fra Aarhus/ RETHINK 2017 (partnerskaber) havde påtaget sig rollen som guide, hvilket vi var meget begejstrede for. Søren fik vist deltagerne huset fra kælder til kvist samt ude og inde og fortalt om visionerne for husets virke som mødested for alle byens beboere og gæster. Dokk1 er tegnet af arkitektfirmaet Schmidt Hammer Lassen Architects med involvering af Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue, og bliver integreret i den nye havnefront med spændende byggerier og åbne pladser, som markerer et aktivt og involverende byliv for alle byens borgere.

Efter rundvisningen fortsatte Søren med et indlæg om Aarhus 2017 under temaet RETHINK. Vi fik en spændende gennemgang (kort) af de mange aktiviteter og kulturtilbud man arbejder med i bestræbelserne på at profilere regionen som en værdig vinder af ’Kulturby 2017’. Vi er sikre på, at det lykkes at skabe et festligt år, som sætter Aarhus og regionen på verdenskortet.

I tilslutning til Sørens indlæg orienterede Claus Holm, formand for AGC om nyansættelser i Front Office og præsenterede Peter Agerboe, som ny leder i klubben.

Efter et par spændende timer tog vi til Hotel Royal, hvor vi blev modtaget af direktør Søren Dalhof og et glas bobler samt snacks. Søren Dalhof fortalte forsamlingen om hotellets historie, som Aarhus ældste gæstgivergård fra 1838, der har huset notabiliteter og kulturpersonligheder som H.C. Andersen, skuespiller Johanne Louise Heiberg, Louis Armstrong, Madonna m.fl.

Vi blev herefter budt på en lækker 9 retters smagemenu, hvor man deles om de respektive serveringer med sidemanden m/k. Til maden blev der serveret vin, som var fint afstemt til de enkelte retter.

Stemningen var i top, og Peter Mouritsen sørgede for at vi fik gang i både lattermuskler og samtale med et par ’kognitive øvelser’, som initierede en dialog på kryds og tværs af bordet. Til oplysning blev Kim Faurholt placeret i ’den yngre’/ mellemgruppen gruppe på et ’wild-card’.

Aftenen blev afsluttet med kaffe og dessert samt information til forsamlingen om, at det næste arrangement bliver den 2. juni – formentlig også med udgangspunkt i temaet gourmet, vin og netværk. I kan godt glæde jer allerede.

Som tidligere nævnt vil vi indlede med mandags-golf den første mandag i maj måned. Det bliver en 9 hullers match med spisning og en øl/vand efterfølgende. Mere herom sendes til medlemmerne snarest.

Afslutningsvis en stor tak til Christen Boutrup for en enorm indsats med at få de praktiske forhold- og logistikken til at fungere optimalt.
På udvalgets vegne, Lars Grunnet