TILBUD OM MEDLEMSKAB

Unico konkurs

12 september 2025

Det er med beklagelse, at vi må informere om at selskabet Idunnu, som driver restaurant Unico, i dag er blevet erklæret konkurs. Dette betyder at restauranten allerede i dag er lukket, og at der desværre går nogen tid inden vi kan genåbne en ny restaurant i AGC.

Anders og Peder Udengaard har gennem en periode kæmpet med en betydelig gæld, som primært er til Told og Skat. På trods af løbende afdrag på gælden, så har det nu været vurderingen fra Gældsstyrelsen, at det ikke er muligt for virksomheden af afvikle denne gæld, og derfor er virksomheden erklæret konkurs.

I bestyrelsen for AGC har vi drøftet situationen, og besluttet at vi søger en ny samarbejdspartner til at drive vores restaurant. Dette betyder at vi siger farvel og tak til Anders og Peder Udengaard, og takker dem for et godt samarbejde gennem 16 år.

Jeg har lovet Anders Udengaard at sende en stor og dybfølt tak til alle medlemmerne af AGC for et godt samarbejde og en stor opbakning gennem alle årene.

I de kommende dage skal en kurator ind og vurdere værdierne i den konkursramte virksomhed, og indtil dette arbejde er gennemført har vi ikke adgang til restaurant og køkken. Det er vores forventning, at dette arbejde kan gå hurtigt da vi i golfklubben ejer al inventar i restaurant og køkken, mens Idunnu primært ejer det eksisterende varelager.

Da vi for ganske nyligt blev informeret om den alvorlige situation for restaurant Unico indledte vi en dialog med Nanna & Allan Thallaug, som i en årrække har ejet og drevet restauranterne MellemRum, Komfur og Ombord i Århus. Vi forventer at dette kan resultere i en forpagtningsaftale som kan træde i kraft, når kurator har afsluttet sit arbejde. Og det er vores håb, at vores nye restauratører stille og roligt kan starte op i AGC i løbet af 5 – 10 arbejdsdage.

Allan vil også kontakte de personer, der har reserveret selskaber hos Unico, og tilbyde at overtage disse arrangementer. Det er Allans ide at etablere et moderne brasserie i AGC, som både tilbyder klassiske brasserie retter, friske salater samt skiftende uge- eller månedsretter. Der er ingen tvivl om, at vi kan få et nyt moderne og lækkert brasserie i AGC vi alle kan få glæde af i de kommende år.

Lige nu har vi ikke et fuldt overblik over de økonomiske konsekvenser for AGC i tilknytning til Unicos konkurs. Men vi forventer et begrænset økonomisk tab, som vi naturligvis vil redegøre for når vi har det fulde overblik.

Vi beklager naturligvis, at I ikke kan købe mad og drikke i de kommende dage, men håber som beskrevet på en hurtig løsning.

Med Venlig Hilsen

Aarhus Golf Club
Finn Lund Andersen
Formand