Christian Nygaard har opsagt sin stilling som Head Pro
Christian Nygaard Thorsen har opsagt sin stilling som Head Pro/Sportschef i AGC. Det er aftalt at Christian arbejder i sin opsigelsesperiode, hvilket betyder at han stopper i AGC med udgangen af marts måned 2026. I de kommende to måneder vil repræsentanter fra AGC arbejde tæt sammen med Christian og vores pro elev Mads, så vi sikrer, at der ikke er noget som falder ned mellem to stole omkring vores trænerarbejde.
Der er udarbejdet og opslået et stillingsopslag, hvor AGC søger en ny Head Pro. Det forventes at en ny træner kan starte i AGC 01. april 2026, så vi ikke kommer til at stå uden træner i sæsonstarten.
Christian forklarer følgende om baggrunden for sin opsigelse ”Gennem længere tid er det blevet klart for mig, at jeg og klubben har meget forskellige opfattelser af mine arbejdsopgaver og rolle i AGC, og dette gælder især de administrative og kommunikative opgaver, der er knyttet til træner arbejdet. Derfor har jeg valgt at opsige min stilling, og søge nye udfordringer som golftræner udenfor AGC”.
Bestyrelsesformand Finn Lund Andersen siger, ”Vi er kede af Christians opsigelse, og han har leveret et rigtigt godt arbejde især omkring træningen af vores juniorer og herre elite hold. Vi skilles som gode venner og ”Nygge” vil altid være velkommen i AGC”.