TILBUD OM MEDLEMSKAB

Ny træner i Aarhus Golf Club

17 marts 2026

Ny træner i Aarhus Golf Club

Vi er meget glade for at kunne præsentere Thomas Brønd Poulsen som ny sportschef og træner i Aarhus Golf Club. Han starter fuldtid efter påske og kommer til at spille en central rolle i udviklingen af både vores træningsmiljø og klubkultur.

Hvem er Thomas?
Thomas kommer med en stærk baggrund som junior og damelandstræner i Dansk Golf Union gennem de seneste 15 år, hvor han har arbejdet med nogle af landets bedste spillere. Samtidig er Thomas uddannelsesansvarlig på PGAs træneruddannelse. Han er uddannet i Holstebro Golfklub og har erfaring fra både Viborg og Ikast Golfklub. Thomas er 47 år og bor i Ikast med sin familie. Han vil fortsat være tilknyttet træneruddannelsen, som uddannelsesansvarlig i vinterperioden (ca. 8 uger), hvilket sikre, at han løbende arbejder med den nyeste viden og udvikling inden for trænerfaget.

Hvad Thomas kommer til at bidrage med i Aarhus Golf Club:

Thomas’ tilgang til træning handler om mennesker, udvikling og fællesskab – og det er præcis det, han vil bygge videre på hos os. Hans fokus bliver blandt andet:

•Træningstilbud for alle niveauer:
Thomas brænder for at gøre træning tilgængelig og relevant for hele klubben. Det betyder flere holdtræninger, tydelige forløb og et miljø, hvor alle kan udvikle sig – uanset om man er nybegynder eller erfaren spiller.

•Struktur og retning i klubbens sportslige udvikling:
Som sportschef vil Thomas arbejde tæt sammen med klubbens udvalg for at styrke aktiviteter, skabe sammenhæng i træningstilbuddene og sikre en klar sportslig linje i klubben.

•Udvikling af vores pro elev Mads:
Thomas overtager ansvaret for Mads’ videre uddannelse og udvikling – og med hans erfaring er Mads i de bedst tænkelige hænder.

Erfaring, der kommer medlemmerne til gode:
Thomas skriver selv, at han “ glæder sig helt vildt til samarbejdet, til sin nye hverdag og til at møde medlemmerne i AGC”. Den entusiasme deler vi.

Vi er stolte over, at Thomas har valgt Aarhus Golf Club, og vi ser frem til den energi og retning, han vil bringe med sig.