Ny trænerelev i Aarhus Golf Club
Aarhus Golf Club er glade for at kunne præsentere klubbens nye kvindelige trænerelev Cornelia, vi er sikre på at alle vil tage godt imod Cornelia.
Her er lidt fra Cornelia om hende selv:
Mit navn er Cornelia Mae Kanst Husted, jeg er 21 år gammel og bor i Risskov sammen med min kæreste Alexander.
En stor del af min fritid bruges i fitness og på golfbanen. Derudover elsker jeg at læse bøger der er mindsetbaseret, da jeg ved hvor stor indflydelse den mentale del har både i livet og i spillet.
Jeg har lige siden jeg kan huske, været med på golfbanen sammen med min far, og tror roligt at man kan sige, at udtrykket ”bidt af en gal golfbold” kan bruges på mig.
Jeg startede da jeg var 7 år i en klub i Luxemburg – De Preisch. Som 12-årig flyttede jeg tilbage til Danmark, hvor det for alvor tog fart. Jeg trænede fokuseret 25-30 timer om ugen og spillede et utal af turneringer bl.a. elitedivisionen for Sønderjyllands Golfklub, og efterfølgende for eliteholdene i både Kolding og Aabenraa Golfklub.
I vil opleve mig som udadvendt, energisk, empatisk og tålmodig. Jeg har en ualmindelig positiv indstilling til livet.
Jeg er så taknemmelig for, at jeg har fået muligheden for at blive en del af Aarhus golfklub, som et led af min uddannelse. Jeg glæder mig til at være under Stevens vinger og lærer af alt hans erfaring og viden, samt hjælpe, motivere og udvikle andre til at blive endnu bedre til spillet.
Glæder mig til at møde jer alle sammen