Nye golfspillere er på vej
Golfsæsonen er for alvor i gang og de nyeste medlemmer af klubben er på vej.
Foråret er over os, golfbanen er grøn og om lidt starter der et nyt hold helt nye medlemmer.
Når træningen og regelundervisningen er overstået, begynder spillerne at komme på banen, for som trænerne siger, det er først der, man lærer at spille golf.
Men ud over undervisning i teknik og regler skal man også lære at bruge begge dele i praksis under en golfrunde, man skal lære etikette, at færdes rundt på banen, at holde øje med sine medspilleres bolde, at føre scorekort osv. Og det skal man lære under runder med mere erfarne spillere.
Derfor starter vi den 30.4.2026 årets nye sæson med begynderturneringer hver torsdag fra klokken 17. Vi spiller 9 huller skiftevis med gunstart og med løbende start. Alle prøvemedlemmer skal som hovedregel deltage i 4 turneringer sammen med en erfaren spiller for at ”bestå” golfkøreprøven.
Vi har heldigvis en del trofaste og erfarne hjælpere, men vi kan altid bruge flere. Så kig ind på golfbox og meld dig til. Det er en chance for en ekstra runde uden tidsbestilling.
Man kan også deltage i begynderturneringerne hvis man blot har lyst til at lære nye golfspillere at kende eller har lyst til at prøve at få handicappet ned.
Tag godt imod vores nye medlemmer, både i prøveperioden og når de efterfølgende bliver medlemmer – jo bedre vi tager imod vore nye golfspillere, giver dem plads, spiller sammen med dem, møder dem med et smil – jo større er sandsynligheden for, at de oplever Aarhus Golf Club som den klub, hvor det er godt at forblive medlem.
Forårshilsner
Begynderudvalget.