TILBUD OM MEDLEMSKAB

Begynderhjælper og mentor

Hjælpere og mentorer.
Formålet med hjælpere og mentorer er, at tage godt imod nye spillere så de føler sig velkommen i klubben og give dem en god golfoplevelse.

Vi har derfor brug for dig som hjælper/mentor til at guide begynderne i golfspillet.

Begynderne skal have omsat golf-etikettereglerne til praksis på golfbanen.

Er du en erfaren golfspiller og har lyst til at hjælpe nogle nye spillere godt i gang, så vil vi sætte stor pris på din hjælp.

Hvad forventer vi af dig som hjælper og mentor?

Opgaven er at hjælpe begynderen rundt på banen, holde tempo og få afviklet runden på max. 2½ time.

For at være godt forberedt til opgaven, vil vi nævne nedenstående punkter, der forklarer de ting, som du som hjælper og mentor skal være opmærksom på under runden:

Udstyr – blyant, scorekort, pitchfork, markeringsmærke og tællesnor.

Starten – udveksling af scorekort, præsentation af bold, startorden, stilhed på teestedet, ikke stå på teestedet udenfor tur.

Samarbejde – holde øje med medspillers bold, være med til at lede, udveksle resultater, korrekt oplysning om regler, (spørge om råd er OK i begyndermatcher men ellers ikke), samle bold op når slag er brugte.

Færdsel på banen – hensigtsmæssig anbringelse og kørsel med vogn (bag), hurtig frem til egen bold, være klar til at slå, ej kørsel på teesteder, ej kørsel for tæt på green.

Hensyn til banen – turf på fairway lægges på plads, nedslagsmærker rettes op, andre spilleres skader rettes, gå ikke på bare pletter uden græs.

På green – rigtig anbringelse af vogn, rigtig behandling af flagstang, ikke træde i puttelinjer, korrekt markering af bold, hurtig væk fra green, score føres på kort på næste teested.

Bunker – den rigtige vej ned i bunker, ikke grounde køllen – ej heller i tilbagesving, rigtigt ud af bunker igen, rigtig brug af riven, anbringelse af hele riven i bunker efter brug.

Scorekort – rigtig ført score, rigtig ført stableford-points, krydskontroller med markør samt underskrevet af spiller og markør, indsamling af scorekort til turneringsledelsen.

2½ time – efter 2½ time afbrydes runden og holdet returnerer til klubhuset.

Hvad vi ikke forventer af vores hjælpere?

Vi forventer ikke, at det er din opgave at lære begynderne noget om svingteknik og give individuel golfinstruktion på en begynderturnering.

Det er selvfølgelig ikke forbudt at hjælpe lidt til, hvis du ser nogle åbenlyse fejl, men det er ikke din primære opgave.

Vi forventer heller ikke, at du er regelekspert, men du bør kende de mest basale regler om dropperegler, vandhazarder osv.

Klubben tilbyder en mentorordning, som er tiltænkt:

  • spillere som ikke endnu har opnået banetilladelse
  • spillere som ikke kan deltage i begynderturneringerne
  • spillere som ikke har spille partnere endnu

Opgaver for mentorer.

Din opgave som mentor er, at støtte udviklingen som golfspiller og hjælpe spilleren godt i gang med golfspillet. Dine opgaver kunne være følgende:

  • at hjælpe begynderen til rette i klubben
  • give råd og vejledning – svare på spørgsmål om klubben og golfspillet – skrevne og uskrevne regler – hjælpe med golfbox – lære etikette regler – passe på banen – tage hensyn til andre spillere – holde tempo
  • at komme ud og spille på banen hvis begynderen ikke har mulighed for at spille om torsdagen
  • kontakt til andre golfspillere og hjælpe med at finde en spille partner
  • at få banetilladelse
  • har løbende dialog med begynderen og opbygger en relation til spilleren
  • hjælper spillerne med god overgang fra begynder til fuldgyldigt medlem
  • introducere begynderen til ”klubber i klubben”