TILBUD OM MEDLEMSKAB

Spil med tempo – Sådan

22 juni 2020

Hvor placerer du din bag, når du skal putte? Tilbyder du at rive bunkeren, efter at din medspiller har slået sit sandslag? Nøglen til at skabe flow og effektivt spil er at tænke fremad og forudsige handlinger, så I kan spare tid.

Placering
At tænke fremad handler blandt andet om at overveje, hvor du placerer dig selv og dit udstyr. At stille sig på green og føre scorekort er ikke en strategisk god placering for det hurtige spil. Væn dig til at føre score for din/dine medspillere, når I er ankommet til det næste teested. Husk også at placere din bag på den side af greenen, som fører naturligt videre til næste teested. Se også videoen nedenfor.

Den gode medspiller
Når man spiller sammen, kan man hjælpe hinanden ved f.eks. at rive bunkeren for sin medspiller efter hans slag eller holde flaget, hvis vedkommende befinder sig på green. Husk også at lægge det jern, som du har brugt til indspil, over flaget, når du putter, sådan at du får det med dig, når du forlader hullet. Tænk fremad og hjælp hinanden.

Tænk fremad
I løbet af de sidste 6 dage har vi præsenteret, hvad I kan gøre for at komme hurtigere rundt på banen. Kort og godt kan de gode råd deles op efter, hvad du kan gøre inden du går ud på din runde, hvad du skal huske mens du går fra slag til slag samt hvad du skal huske, når du skal til at slå.

At spille ready golf, hvor I orienterer jer efter, hvem der er klar til at slå og følger banens rytme, er en god måde at minimere jeres spilletid på. Gør det til en vane og husk at lukke igennem, hvis I ikke følger trop med bolden foran – det betaler sig.