TILBUD OM MEDLEMSKAB

Sponsorforum på besøg ved VW i Højbjerg

10 maj 2019

Årets tredje netværks-brunch i AGC’s sponsorforum blev afholdt den 9. maj hos VW i Højbjerg, hvor salgschef Palle Elgaard var vært.


Vi var 16 tilmeldte til dette arrangement, og startede med en rundvisning i de flotte rammer for VW og Skoda mærkerne – Palle kaldte den for henholdsvis ‘blå stue’ og ‘grøn stue’. Vi var også lige omkring værkstedet inden rundvisningen sluttede med brunch i mødelokalet.

Efter den obligatoriske præsentationsrunde bød Christen Boutrup velkommen på vegne af sponsorudvalget, og præsenterede det nye medlem, Morten Olsen, som netop er udtrådt som partner i et større revisionsfirma og tidligere har været medlem af bestyrelsen i AGC. Et kendt ansigt, som vi er glade for at have ‘ombord’.


Herefter fik Palle igen ordet, og præsenterede Semler-Gruppen, som ejer både forretningen i Højbjerg samt mange andre fordelt over hele landet – og i øvrigt forestår importen af adskillige bilmærker.

Semler-Gruppens omsætning har i 2018 sat omsætningsrekord, og sikret VW-koncernen en fortsat betydelig markedsandel i Danmark. Palles afdeling for VW personvogns-salg var blevet kåret til årets bedste målt på de KPI’s / parametre, som er opstillet for salgsafdelingerne i Semler-Gruppen. Så I er sikret en excellent behandling, når I handler jeres nye VW hos Palle og hans dygtige team.

Palle orienterede ligeledes om det, som VW betragter som fremtiden for bilerne i verden: ”El-bil konceptet”

Medlemmerne var meget interesserede i ‘bil-snakken’, og der var forskellige indlæg – samt debat for- og imod el-bilerne som fremtidens køretøjer.

Efter denne præsentation og debat var der tid til en kort netværks-runde.

Vi takker Palle for en god brunch- og et godt værtskab.

Næste AGC-arrangement er sponsormatchen, som foregår den 7. juni – invitationer skulle være rundsendt.